Vedtægter

Vedtægt for foreningen Danske Byggeøkonomer.
Vedtagelse på Foreningens generalforsamling 27. marts 1998.
Revideret d. 30. september 2020.


 

§ 1 Navn og hjemsted

Foreningens navn er "Danske Byggeøkonomer".
Foreningens hjemsted er København.


 

§ 2 Formål


Foreningen har til formål:
At arbejde for medlemmernes opretholdelse af et højt fagligt niveau, herunder at bistå medlemmerne med ajourføring af deres professionelle viden.

At fastlægge retningslinjer for medlemmernes virke som byggeøkonomer.

At påse byggeøkonomuddannelsen svarer til de krav der stilles som forudsætning for foreningens medlemskab af The European Committee af Construction Economists / Comité Européen Economistes de la Construction, CEEC. 


 

§ 3 Medlemskreds

 
Følgende kriterier er gældende for optagelse som medlem af foreningen: 
3.1 Enkeltpersoner, 
- som er certificeret af foreningen Danske Byggeøkonomer

3.2 Private og offentlige virksomheder,
- såfremt mindst en blandt indehaverne eller medarbejdere er certificeret af foreningen Danske Byggeøkonomer.

3.3 Virksomhedsforpligtelse
Medlemskab jfr. 3.2 medfører påfører virksomheden forpligtelse til at sikre at samtlige byggeøkonomer i virksomheden er medlem af foreningen.

3.4 Særlig tilfælde
I særlige tilfælde kan foreningen Danske Byggeøkonomer optage andre personer eller virksomheder som medlemmer, dog kun efter bestyrelsens skøn og godkendelse i hvert enkelt tilfælde.

3.5 Prøvning af medlemskab
Såfremt medlemskab jf. 3.4 imødegås af medlemskredsen, kan bestyrelsens beslutning indbringes til prøvelse ved en afstemning på førstkommende ordinære generalforsamling. Bestyrelsens beslutning kan dog kun forkastes, såfremt mindst 2/3 flertal blandt de repræsenterede stemmer herfor.

3.6 Æresmedlemmer
Den til enhver tid siddende bestyrelse kan efter eget skøn tildele æresmedlemsskab til personer, som i ganske særlig grad har ydet en indsats for foreningen Danske Byggeøkonomer, såvel gennem foreningsarbejde som i kursusvirksomhed.
Æresmedlemmer har de samme rettigheder og muligheder i foreningen som gælder for ordinære medlemmer, men er fritaget for kontingent til foreningen.

3.7 Udmeldelse
Såfremt et medlem ønsker at bringe sit medlemskab af foreningen til ophør, eller en certificeret Byggeøkonom forlader en medlemsvirksomhed, skal opsigelse ske skriftligt, med et varsel på mindst 1 måned til udgangen af først kommende kvartal.


 

§ 4 Medlemsbetegnelser

 
4.1 Medlemsbetegnelse 
Foreningens medlemmer er eneberettigede til at anvende den registrerede medlemsbetegnelse "Medlem af Danske Byggeøkonomer" og / eller forkortelsen "MDB".

4.2 Bortfald af medlemsbetegnelse
Retten til at bruge medlemsbetegnelserne jfr. 4.1 bortfalder så snart et medlemskab ophører, eller såfremt et medlem ikke opfylder sine forpligtelser over for foreningen.


 

§ 5 Medlemsrettigheder

 
Ethvert medlem af foreningen har ret til at deltage i enhver efteruddannelses- og mødevirksomhed, der tilrettelægges af foreningen.

 


§ 6 Medlemsforpligtigelse

 
6.1 Vedtægter
Medlemmerne er underkastet de til enhver tid gældende vedtægter, og er i deres professionelle adfærd pligtige at respektere de retningslinier, som foreningen fastsætter for medlemmernes virke som Byggeøkonom.

6.2 Efteruddannelse
Medlemmer jfr. 3.1, 3.2 og 3.4 er pligtige at ajourføre og vedligeholde deres faglige specialviden opnået i forbindelse med certificering, enten ved deltagelse i den af foreningen udbudte efteruddannelse, eller ved anden form for efteruddannelse.
Foreningen forpligter sig til at udbyde relevante opdateringskurser for medlemmerne.

6.3 Kontingentbetaling
Medlemmer er pligtige at betale et kvartalsvis medlemskontingent, hvis størrelse fastsættes hvert år på foreningens ordinære generalforsamling.

6.4 Indmeldelsesgebyr
Medlemmer som optages i henhold til nærværende vedtægts pkt. 3.4 uden at have gennemgået foreningens byggeøkonomuddannelse med efterfølgende certificering, er pligtige at betale et indmeldelsesgebyr svarende til det til enhver tid gældende årskontingent personlige medlemmer.


 

§ 7 Foreningens ledelse og opgaver

 
7.1 Bestyrelsen
Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af 5 medlemmer. Bestyrelsesmedlemmerne vælges sammen med en suppleant på foreningens ordinære generalforsamling.

7.2 Valgbarhed
Valgbar til bestyrelsen er foreningens medlemmer

7.3 Valgturnus
Bestyrelsen samt suppleanten vælges for 2 år ad gangen.
3 medlemmer afgår i lige år, og 2 afgår ulige år. Genvalg kan finde sted.

7.4 Konstituering
På det første møde efter en ordinær generalforsamling konstituerer bestyrelsen sig med formand, næstformand og kasserer.

7.5 Mødehyppighed
Bestyrelsen afholder møde så ofte det skønnes nødvendigt samt når formanden eller mindst 2 medlemmer fremsætter krav herom. 
Får et medlem forfald i årets løb, indtræder suppleanten.

7.6 Beslutningsdygtighed
Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer, herunder formand eller næstformand, er til stede.

7.7 Afstemning i bestyrelsen
Beslutninger i bestyrelsen træffes ved simpel stemmeflerhed blandt de fremmødte medlemmer. I tilfælde af stemmelighed afgøres beslutningen af formandens stemme, eller i dennes forfald af næstformandens.

7.8 Forretningsorden
Bestyrelsen fastlægger sin egen forretningsorden.
Over det på møderne passerede føres en protokol, der underskrives af samtlige de medlemmer der har deltaget i mødet.

7.9 Sekretariat.
Bestyrelsen har ansvaret for foreningens sekretariatsfunktioner.

7.10 Forenings drift
Til varetagelse af foreningens forretninger og daglige drift etablerer bestyrelsen et sekretariat, der disponerer i overensstemmelse med de retningslinier som bestyrelsen udformer, og inden for rammerne af det årlige budget.

7.11 Udvalg og arbejdsgrupper.
Bestyrelsen kan nedsætte interne udvalg og arbejdsgrupper efter eget skøn. 
Til at deltage i sådanne interne udvalg og arbejdsgrupper kan alene udpeges enkeltpersoner, der er valgbare til bestyrelsen i medfør af pkt. 7.2.

7.12 Byggeøkonomuddannelsen 
Bestyrelsen har til opgave at tilrettelægge og gennemføre en byggeøkonomuddannelse.
For at blive optaget på et byggeøkonomkursus kræves det, at følgende forhold er dokumenteret og godkendt af bestyrelsen og / eller dennes bemyndigede personer:

A) Afgangsbevis fra en af Statens arkitektskoler, Erhvervsakademiet, DTU, Ingeniør Højskolen eller anden tilsvarende uddannelse.

B) Minimum 5 års dokumenteret erhvervsmæssig relevant erfaring.

7.13 Foreningens formue
Bestyrelsen forpligter sig til en hver tid, at forvalte foreningens formue i overensstemmelse med medlemmernes interesse.

7.14 Forsikringer
Foreningen er forpligtet til at tegne en ansvarsforsikring for bestyrelsens medlemmer.


 

§ 8 Generalforsamling

 
8.1 Generalforsamlingen
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.

8.2 Deltagelse i generalforsamling
Alle medlemmer kan deltage på generalforsamlingen.


8.3 Ordinær generalforsamling
Foreningens ordinære generalforsamling afholdes i Danmark hvert år inden udgangen af september måned.

8.4 Indkaldelse til ordinær generalforsamling
Indkaldelse til ordinær generalforsamling sker elektronisk via mail med mindst 3 ugers varsel til de enkelte medlemmer.  Årsregnskab og budget sendes sammen med indkaldelsen.
Medlemmer som ikke kan modtage elektronisk post har krav på at få indkaldelsen til generalforsamlingen fremsendt med ordinær post. Medlemmerne skal selv rette henvendelse til sekretariatet, således at posten vil blive fremsendt på ordinær vis til dem.



8.5 Dagsorden til ordinær generalforsamling
Dagsordenen skal som minimum indeholde følgende
punkter:

1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning.
3. Forelæggelse af Foreningens årsregnskab til godkendelse og decharge. 
4. Forslag til behandling
5. Forelæggelse af Foreningens budget samt fastsættelse af det årlige kontingent. 
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen.
7. Valg af revisor.
8. Eventuelt.
9. Erhvervspolitisk debat.


 

8.6 Forslagsstillelse på ordinær generalforsamling
Ethvert ordinært medlem har ret til at få et nærmere angivet emne eller forslag behandlet på generalforsamlingen.
Forslag der skal behandles på den ordinære generalforsamling skal være modtaget i sekretariatet senest 14 dage før generalforsamlingen og skal være udsendt til medlemmerne senest 7 dage før generalforsamlingen.


8.7 Stemmeret
På generalforsamlingen har medlemmer stemmeret med hver en stemme.

8.8 Fuldmagt
Stemmeret kan udøves i henhold til skriftlig fuldmagt. Der kan dog højst meddeles 5 skriftlige fuldmagter pr. medlem.

 


8.9 Bortfald af stemmeret
Et medlems restance med betaling af kontingent eller andre skyldige beløb til foreningen på tidspunktet for afholdelse af generalforsamling afstedkommer, at vedkommendes stemmeret bortfalder.

8.10 Afstemning
Alle beslutninger på generalforsamlingen
på nær vedtægtsændringer afgøres ved almindelig stemmeflerhed blandt de repræsenterede medlemmers stemmer.
Til beslutning om ændring af foreningens vedtægt kræves 2/3 af de repræsenterede medlemmers stemmer, og at mindst halvdelen af de stemmeberettigede er repræsenteret. Dersom mindre end halvdelen af de stemmeberettigede er repræsenteret på generalforsamlingen, og stemmer mindst 2/3 af de repræsenterede for et fremlagt forslag om ændring af vedtægt, indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling inden 21 dage. På denne ekstraordinære generalforsamling kan forslaget vedtages med 2/3 af de repræsenterede stemmer.

8.11 Ekstraordinær generalforsamling 
Ekstraordinær generalforsamling afholdes:

- når bestyrelsen finder anledning dertil.
- når det til behandling af et angivet emne begæres af mindst ¼ af foreningens medlemmer,
- når en tidligere generalforsamling har besluttet det.

 

8.12 Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling sker elektronisk med mindst 3 ugers varsel, med angivelse af dagsorden.
Medlemmer som ikke kan modtage elektronisk post har krav på at få indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling fremsendt med ordinær post. Medlemmerne skal selv rette henvendelse til sekretariatet, således at posten vil blive fremsendt på ordinær vis til dem.

8.13 Referater
Over det på en generalforsamling passerede udfærdiges referat, der underskrives af dirigenten og udsendes elektronisk til medlemmerne senest 3 uger efter generalforsamlingens afholdelse.

8.14 Bestyrelsens beslutninger. 
De af bestyrelsen trufne beslutninger, bortset fra beslutninger foranlediget af et medlems misligholdelse af sine forpligtelser overfor foreningen, kan indbringes til prøvelse for en generalforsamling af det eller de medlemmer som afgørelsen vedrører.

 

 

§ 9 Tegningsret

 
9.1 Tegningsberettigede
Foreningen tegnes af formanden alene, eller i dennes fravær af næstformanden samt 1 medlem af bestyrelsen.

9.2 Prokura
De tegningsberettigede kan meddele prokura med hensyn til opgaver, henhørende under de i § 7.10 omhandlede sekretariatsfunktioner.


 

§ 10 Regnskab og regnskabsår

 
10.1 Foreningens regnskabsår forløber fra 1. juli til 30. juni.

10.2 Bogholderi og revision.
Med hensyn til foreningens indtægter og udgifter udarbejdes sædvanligt, betryggende bogholderi.
Foreningens regnskab revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor der vælges på generalforsamlingen for et år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
I forbindelse med sin revision skal revisor undersøge, om forretningsgangen er betryggende.
Revisor har adgang til enhver oplysning, som hans regnskabsmæssige gennemgang måtte fordre.
Årsregnskabet underskrives af bestyrelsen og påtegnes af revisor.


 

§ 11 Opløsning

 
11.1 Begæring om opløsning
Begæring om foreningens opløsning skal være ledsaget af en fyldestgørende skriftlig begrundelse, og skal behandles på en ekstraordinær generalforsamling der indkaldes jfr. bestemmelser i § 8.

11.2 Beslutning om opløsning
Beslutning om opløsning af foreningen kan kun ske under iagttagelse af bestemmelserne i vedtægtens § 4.

11.3 Anvendelse af formue. 
I tilfælde af beslutning om foreningens opløsning træffer generalforsamlingen bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med foreningens formue.