Ophævelse af tilbudsloven og ændring af udbudsloven + ”Forbuddet” mod brugen af materialekrav i udbud.
Bliv klædt på til at håndtere begge dele på ét praktisk, juridisk gå-hjem-møde.
Regeringen har den 6. november 2025 sendt et lovforslag i høring, der markerer et farvel til tilbudsloven og et skridt mod ét samlet regelsæt for bygge- og anlægsarbejder under EU’s tærskelværdi (ca. 40 mio. kr. ekskl. moms).
Fremover skal disse kontrakter reguleres af udbudslovens afsnit IV og V og regler svarende til de regler, som allerede gælder for vare- og tjenesteydelser under tærskelværdien.
Vi sætter fokus på indholdet af de kommende regler, og hvordan indkøb af bygge- og anlægsarbejder fremover skal tilrettelægges.
Lovforslaget indeholder desuden nogle centrale ændringer, der (hvis de vedtages) får betydning allerede i 2026, blandt andet et krav om, at også de ikke-statslige bygge- og anlægskontrakter over EU’s tærskelværdi skal fremover indeholde arbejdsklausuler, der sikrer løn- og arbejdsvilkår svarende til danske overenskomster, og en ændring af bestemmelserne om tekniske specifikationer som følge af EU-Domstolens principielle dom i den såkaldte DYKA-sag.
I dommen i den såkaldte DYKA-sag fra 16. januar 2025 fastslog EU-Domstolen, at ordregivere som udgangspunkt ikke må stille krav om anvendelsen af bestemte materialer, f.eks. glas, beton eller limtræ, i bygge- og anlægsudbud.
Det vil sige et krav, der går meget længere end forbuddet mod at anvende varemærker til at kravspecificere med.
Vi fortæller om dommen på en praktisk tilgængelig måde og stiller skarpt på, hvor langt kan man komme med de undtagelser, der også opstilles i dommen, og hvordan bør udarbejde sin kravspecifikation, når der som det klare udgangspunkt ikke længere kan anvendes materialekrav.
Tiden fordeles nogenlunde ligeligt mellem de to emner.
Ovenstående sætter VILTOFT fokus på til vores medlemsmøde. De holder en klar praktisk vinkel, så du får brugbar viden ”med hjem" til hverdagens projekter.
Meld jer til allerede nu!
Oplægsholdere:
Helle Lorentsen Bøgeskov, Advokat (L)
Eva Olesen, Partner, Advokat
Begge fra Viltoft
Hvor:
Danske Byggeøkonomer
Lindevangs Allé 2
2000 Frederiksberg
Medlemmer fra Jylland kan deltage online og vil få tilsendt et link dagen før. Medlemmer fra Sjælland skal deltage fysisk.
Hvornår:
Torsdag d. 22. januar 2026 kl. 16.00 - 17.30
Pris:
Medlemsmødet er gratis for medlemmer af foreningen. For deltagere udefra koster arrangementet 1.250 kr. + moms.
Tilmelding:
Tilmelding er nødvendig og skal ske ved at skrive en mail til sekretariatet
Tilmeldingsfristen er den. 19. januar 2026.
Afbud:
Hvis du bliver forhindret i at møde op, skal du melde afbud senest dagen inden, ellers kan du blive opkrævet 1.250 kr. for din udeblivelse.